By: Thea På: december 20, 2016 In: Uncategorized Comments: 0

Obama, Clinton og Trump er meget forskellige præsidentkandidater og politikere. Også deres stemmer adskiller sig markant fra hinanden. Måden de bruger deres stemmer på giver indblik i hvem de er som person, hvad de bekymrer sig om og – ikke mindst – hvor nemme de er at identificere sig med. Derfor er stemmen enten en medspiller eller en modspiller. Det afhænger af hvor godt politikerne evner at udnytte de særegne karakteristika som deres stemme har. Fx formåede Trump at bruge sin kraftfulde volumen og sin rå artikulation til at få skabt en oprørsstemning og et image som ham “der siger tingene som de er”. Hans stemme og hans ordvalg var alt det modsatte af Hillarys. Hun blev anset for at være distanceret, for velovervejet og indhyldet i politiske floskler og forbehold.

Obama blev af mange og med rettet udnævnt som et retorisk unikum. Men også han har modtaget undervisning og fået træning. Ingen af de tre præsidenter/ præsidentkandidater er de fødte talere. Men de er blevet det.

Læs min mere uddybende analyse på Kforum eller herunder.

Præsidentens stemmer

Selvom mange måske tror det, så er Obama, Clinton og alle andre dygtige taleres talent ikke medfødt. Det er noget, de tillærer sig med tiden.

Når præsidentkandidaterne går fra at være politikere til at stille op som kandidater til et af verdens mest magtfulde embeder, bliver de offentlige figurer. Dvs. de går fra at leve et forholdsvist ukendt liv i deres hjemstat til at blive nationalt og internationalt kendt. Endnu voldsommere er denne overgang for kandidaten, som vinder valget, og som de næste fire eller otte år bliver landsfaderen (-moderen?), hvis beslutninger definerer landet indadtil, og hvis ansigt repræsenterer en befolkning på 320 mio. udadtil. Præsidentembedet giver en ny status, ny titel og nyt ansvar. Og det påvirker selvopfattelsen og det allermest personlige i vores kommunikation med andre, nemlig stemmen.

Michelle Obama holdt for nyligt en tale om vigtigheden af at stemme (på Clinton), og den blev ivrigt delt og rost af danskere, bl.a. af direktøren for Mungo Park, Martin Lyngbo. Mange kommentarer handlede om, hvorfor hun ikke stiller op som præsident, og om hendes taletalent har stået i skyggen af mandens i alle disse år. Men her er det vigtigt at slå fast, at Michelle Obama ikke er den fødte taler. Lige så lidt som hendes mand eller nogen anden politiker er det. For alle gode talere gælder det nemlig, at de har øvet sig. Meget! Og længe! Det kan godt være, at de ikke har læst retorik, gået til sang eller ansat de bedste taleskrivere. Men de har øvet sig i løbet af livet ved offentlige debatter, skolekomedier (nogen vil måske påstå, at de to er synonymer), familiemiddage, talekonkurrencer – og måske vigtigst af alt ved at lytte til andre gode talere. Vores stemmers lyd er nemlig et resultat af, hvem vi omgiver os med, og vi imiterer hinandens måder at tale på. Så når vi møder en taler, som rører os, så vil de gode talere overtage de træk, der virker overbevisende, og bruge dem i deres egen stemme.

I den seneste udgave af Retorikmagasinet skrev jeg en analyse af Hillary Clintons og Michelle Obamas taler og af, hvordan deres stemmebrug har udviklet sig. Michelle Obama var i de første par år som førstedame ikke en stærk taler. Hendes fremtoning blev svækket af de mange ”uhm”, monotoni og et svagt læsp. Hun var hverken stærk eller selvsikker i sin fremtoning i taler og interviews. Men i løbet af årene har hun udviklet sig til at være på højde med sin mand. Hun er blevet en anerkendt taler og en af de vigtigste støtter, Hillary har i øjeblikket.
Fired up, ready to go!
Selvom Obama blev udråbt som et retorisk unikum, da han blev præsident (hvilket ikke er helt forkert), så har han også lært nye tricks, mens han har siddet ved magten. Før han stillede op til præsidentvalget, holdt han en tale som senator i Illinois i 2004 som er blevet kaldt ”The speech that made Obama president”. I 2004!
I talen fortæller han om sin internationale baggrund og om sin kenyanske far, der var udvekslingsstudent i USA. Og helt i tråd med den favnende lederfigur, man ser i 2008-valgkampen, går han videre derfra og taler om, hvordan der ikke findes et konservativt og et liberalt USA, men kun et forenet USA. Men det er ikke kun stilen, fortællingerne og ordvalget, der gør denne tale overvældende. Det er hans stemme, der for alvor giver talen luft under vingerne. Hans volumen viser engagement, kamplyst, lederskab og kraft. Det fysiske udtryk bliver synonym med indre kvaliteter. Lederkvaliteter. Obama lægger tryk på de vigtige ord: ”It is that FUNDAMENTAL belief, I AM my brother’s keeper, I AM my sister’s keeper that makes this country work (…) Out of MANY, ONE” med reference til Bibelen og Martin Luther Kings: “We must all learn to live together as brothers or we will all perish together as fools.  We are tied together in the single garment of destiny, caught in an inescapable network of mutuality.  And whatever affects one directly affects all indirectly.”
Obama vidste, at han ville blive associeret med andre afroamerikanske talere, og med sine referencer benægter han det ikke. Han undgår dog at have den samme gospellignende syngende stemmeføring, som King blev kendt for i sin ”I have a dream”-tale. Obama har med sin artikulation og ordvalg faktisk mere tilfælles med gadeslang, hiphop og afroamerikansk kultur, for eksempel i ”Fired up, ready to go” fra 2007 i South Carolina. Her er han langt fra præsidentiel i sin fremtoning, og alligevel råber hele salen rytmisk, at han vil blive den næste præsident. Denne brug af accent for at skabe identifikation er tidligere blevet fremhævet som en retorisk genistreg af Bill Clinton, da han i 1993 skruede op for sin sydstatsaccent under en vigtig tale i Memphis.
Trumps tanker trumfer hans stemme
Så når Trump eller Hillary vinder valget her om lidt, vil det også få store konsekvenser for deres stil og stemme. Men sandsynligvis på meget forskellig vis. Trump har ikke været politiker før, og han har på mange måder trukket sin personlighed og forretningsmandstilgang med sig ind i politik. Han har ikke skabt en ny ”politikerrolle”, som han træder ind i. Som Trevor Noah fra The Daily Show siger, virker det, som om Trumps hjerne laver parkour, mens hans mund er ”in it for the ride”. Trump er ikke kendt for at lytte til rådgivere og ændre sin stil, men fire år som landsleder med ansvar for alle de store nationale og internationale beslutninger vil med stor sandsynlighed tvinge ham til at appellere til flere end hans eksisterende støtter ved forhandlinger.
Det lange seje træk forudser jeg vil have samme effekt på hans følelsesudbrud og energiske gentagelser, som den manglende søvn har haft på Obamas aftagende hårfarve og poser under øjnene. Han vil ligesom Obama være nødt til at appellere til flere end baglandet, hvis han skal være en samlende figur og en stærk leder.
Fra Lady Macbeth til lady bedstemor
Men hvis det går som de fleste af os håber, så får vi aldrig svar på disse spådomme, men oplever i stedet at USA’s første sorte præsident bliver efterfulgt af USA’s første kvindelige præsident. Hillary har været i politik hele sit voksenliv, og hendes løbende tilpasning af ordvalg og stemmebrug har ikke været en ubetinget succes. For hvor Obama med sin volumen og levende fortællestil giver udtryk for personlighed og autenticitet, for nærvær og energi, så gør Hillary alt det modsatte. Medierne beskriver hende som utroværdig, selvkontrolleret og beregnende. Men værst af alt: kedelig. Og i et valgcirkus som det nuværende går det ikke, at cirkusdirektøren er kedeligere end publikum.
Da Bill Clinton blev præsident, kaldte medierne Hillary for Lady Macbeth med henvisning til hendes store indflydelse. Men hendes stemmebrug og ydre fremtoning var også medvirkende. Hendes stemme er forholdsvis dyb og monoton, hvilket skaber en følelsesmæssig distance. Og så er tempoet, volumen og pauserne altid nøje kontrolleret. Det løber sjældent af med hende. Da hun gik med til at ændre sit navn fra Rodham til Clinton (for ikke at fremstå som en uafhængig enhed fra sin mand), begyndte hun også at gå med makeup og bruge kontaktlinser i stedet for briller. Hun mildnede sit udseende og gradvist også sin stemme. I 2016 er Hillary Clintons stemme noget blødere og varmere i sin klang. Hun smiler mere og er mindre monoton, hvilket gør hende lettere at relatere til – hun ligner efterhånden andre 69-årige kvinder og ikke kun en kold og kalkulerende magthaver (hvilket hun stadig kan have tendens til).
Denne udvikling over imod det mere empatiske og imødekommende vil sandsynligvis fortsætte i Det Hvide Hus. Hillary Clinton har efterhånden haft alle titler, der er værd at nævne, inden for amerikansk politik, hvis hun bliver præsident. Hvis hun vinder valget, skal hun ikke længere kæmpe for at gøre sig gældende, og hun skal ikke bekymre sig om at sikre sig en ny, god stilling, når hun som 73-årig slutter sin første periode eller som 77-årig slutter sin anden. Denne vished og status burde give hendes stemme en støtte, ro og fylde, som hun allerede er godt på vej til at finde, men som en intens valgkamp i øjeblikket udfordrer på det kraftigste.

Trackback URL: http://retorisktale.dk/praesidentens-stemmer/trackback/