By: Thea På: 17. juli 2012 In: Uncategorized Comments: 0

Til en jobsamtale eller en havefest kan den døde fisk man ofte bliver rakt i stedet for en fast hånd være en enorm turnoff. En slap stemme kan på samme måde ødelægge muligheden for at give et godt førstehåndsindtryk. For nyligt var jeg til en 80 års fødselsdag i svigerfamilien hvor den ene kusine holdt en tale. Jeg kan ikke huske hvad talen handlede om (jeg kan dog gætte mig til en del af det), men jeg kan huske at hendes stemme konstant truede med at knække over. Da jeg kiggede mig omkring så jeg at der var andre der sad med den samme frygt: “Bare hun nu klarer den”. Publikum hepper som regel på taleren, men hvad nytter det hvis kampen ligger i udførelsen og ikke i at levere det smukke eller overbevisende budskab. Der er alt for lidt fokus på hvordan stemmen repræsenterer os som personer og hvor tæt forbundet stemmen er med identiteten. Når vi hører eller ser optagelser af os selv kan vi næsten ikke genkende vores egen stemme. Det er fordi vores resonansrum gør at det lyder anderledes inde i hovedet end udenfor. Når vi ikke genkender vores stemme er det svært at tro på at det virkelig er os eller at det er sådan andre hører os. Stemmen er en stor del af det billede vi har af os selv og som andre har af os. At få kritiseret sin stemme kan derfor være enormt svært. Men hvis man ikke får feedback, hvordan ved man så hvordan man lyder? Eller hvordan man kan lyde bedre? Her er fem gode råd til hvordan du kan få større viden om din egen stemme:

 

1) Optag dig selv og noter hvad du synes godt om, hvad du gerne ville gøre anderledes og hvad der overrasker dig ved lyden af din stemme. Det kan være tempoet (for hurtigt/ langsomt, pauser), fraseringen (hvor godt flyder ordene), melodikken (får du varieret nok og de rigtige steder?) og trykkene eller det kan være at din stemme får dig til at lyde træt, ivrig, nervøs, uengageret, smart eller noget helt andet.

2) Spørg en ven som kender dig godt og hvis mening du respekterer om hvad han/hun synes om din stemme og om han/hun kan huske hvordan din stemme lød første gang I mødtes.

3) Hvis du holder foredrag eller præsentationer, så lav evalueringsskemaer hvori der indgår spørgsmål til stemmen eller spørg selv dit publikum bagefter.

4) Arbejd med de ting du gerne vil forbedre ved at lave oplæsningsøvelser hvor du fx sætter tempoet ned eller udtaler hvert ord tydeligere end normalt.

5) Lyt med større opmærksomhed til andres stemmer og vurder hvordan de påvirker dig og dit humør.

Leave reply:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.