Tag i biografen uden at se film, se en teaterforestilling uden en eneste skuespiller på scenen. Det lyder ikke som de oplagte publikumsmagneter, ikke desto mindre oplever Københavns Radiobiograf Festival (ja, i tre ord!) intet problem med at sælge billetter, og flere forestillinger er allerede udsolgt. April er også måneden hvor Dansehallerne opsætter ”Det store sceneskift” som uden en eneste skuespiller, danser eller sanger viser scener fra kendte værker som fx Svanesøen. Jeg synes det er helt i orden at spørge: ”Hvordan kan det lade sig gøre?”. Eller som værten i Radio 24syv-programmet AK24syv: ”Er det bare en spareøvelse?”. Det er det næppe. Svaret ligger nok nærmere i at stemmer og lyde kan skabe en ekstra dimension til vores oplevelser og erkendelser.

Sidste mandag var jeg til digtoplæsning/ interview med Søren Ulrik Thomsen. Når jeg har lyttet til ham, får jeg altid en større sans for og værdsættelse af hverdagens detaljer. I sin seneste erindringsbog forklarer han hvordan et billede kan blive ikonet på en begivenhed. Billedet bliver en slags kondenseret mælk, alle oplevelserne koges ind til dette ene billede, og med tiden husker man kun billedet og ikke alle de andre ting der skete den dag. Jeg har tænkt over det før, men aldrig formuleret det så præcist, og det gik op for mig at det bl.a. er derfor jeg er holdt op med at tage så mange billeder. Det gør faktisk min oplevelse fattigere og ikke rigere.

Når jeg ser en film lavet over en bog jeg har læst, oplever jeg som så mange andre at hovedpersonen ser forkert ud, detaljerne mangler og stemningen er helt forkert. Især Millennium-trilogien gav mig den følelse. Filmens Lisbeth Salander lignede ikke min Lisbeth Salander. Måske fordi jeg havde læst bøgerne højt for min kæreste og på den måde oplevet handlingen langsommere, set personerne for mig og været tvunget til at forestille mig konkrete genstande og scenerier for at kunne formidle indholdet sammenhængende. I højtlæsningen må min hjerne selv placere Lisbeth Salander i advokatens kontor og seng, Mikael Blomkvist i den øde hytte ved Hedeby og Alexander Zalachenkos vansirede ansigt i døråbningen. Jeg får stimuleret alle sanser, kan næsten lugte hyttens jordslåethed og helt afgjort se de øde landeveje, vejskiltene og vejkanten hvor den abnorme bror ligger bevidstløs.

Fortællingen giver mig mulighed for en unik oplevelse. Mit billede af Lisbeth Salander eller Søren Ulrik Thomsens barndomsegn på Stevns er afgjort anderledes end min kærestes eller Søren Ulrik Thomsens. Jeg bliver tvunget til at engagere mig, aktivere mig selv og træffe aktive beslutninger. På den måde indprenter billederne sig på en anden måde, og jeg modtager ikke bare en instruktørs realisering, men bliver derimod selv iscenesætteren.

Måske gør de manglende billeder at der er plads til erkendelse, aktivitet til eftertænksomhed og frihed til at fantasere. Jeg glæder mig til at se ”Det Store Sceneskift”, og jeg fryder mig over radiofestivalens succes med ”nye landskaber af lyd, som får dig til at hoppe i sædet, få gåsehud og blive tør i munden” og som ”gennemrusker kroppen mindst lige så meget som sindet”. For mig er de to aktuelle kulturtilbud ikke udtryk for besparelse, spartansk underholdning eller fravær af billeder, men derimod en tilføjelse af en ekstra dimension: fantasien.