21maj
By: Thea På: 21. maj 2012 In: Uncategorized Comments: 0

Jeg er der i god tid. Der er nok andre end mig der har fået den geniale ide at tage på KUA for at se George Lakoff tale om metaforer og måden vi tænker og taler på. Efterhånden bliver den store sal fyldt op, der er måske 150 forventningsfulde mennesker. Så kommer han. En rund, gråskægget mand med et smil om munden med et følge på 3-4 personer til at guide ham rundt i København. Han ligner ikke det ikon jeg havde forventet ville træde ind af døren. Men hans udstråling og lune humor da han begynder at tale er helt i tråd med den tone der er i hans bøger. Eller bog. Jeg har endnu kun læst Metaphors we live by.

George Lakoff begynder sit foredrag med en historie om en af hans medprofessorer der engang i 70’erne kom grædende ind til et møde. Hun fortalte at hendes kæreste havde brugt en metafor som hun ikke helt forstod, men det var ikke godt. Han havde sagt at de var nået til en “dead end”, en blindgyde. Lingvistikprofessorerne analyserede metaforen og fandt ud af hvor mange trafikmetaforer vi bruger til at tale om kærlighedsforhold; vi er kørt af sporet, vi skal ud på en rejse sammen, vi er gået i stå, nået til en blindgyde, bevæger os i forskellige retninger osv. Men det fik ikke trøstet kvinden. Hendes kæreste var stadig ved at slå op med hende. Lakoff bruger dette eksempel til at vise hvordan vi ikke bare taler i metaforer, vi tænker også i metaforer. Vi forstår os selv, hinanden og de mere komplekse situationer og følelser ved metaforer som vi knapt nok tænker over længere. Ofte findes der ikke andre ord for det abstrakte end metaforer.

Lakoff beskriver hvor i hjernen processen foregår. Når vi bevæger storetåen kan det måles et sted i hjernen. Når vi tænker på at bevæge storetåen, kan det måles det samme sted. Når vi skræller en appelsin og når vi ser en anden skrælle en appelsin, aktiveres de samme hjernecentre. Det sidste er et eksempel på spejlneuroner og bruges også til at forklare hvorfor vi føler ubehag ved at se andre lide – fx når vi ser en nervøs taler. Metaforer er ikke logiske, men baseres på følelser og erfaringer, altså vores kulturelle baggrund og opvækst, og bruges bl.a. til at forklare følelser og forstå andres følelser. Dette går imod den tidligere opfattelse af logik som værende noget universelt, at vi alle har den samme fornuft og at denne fornuft strider imod følelserne. Logikken er ikke noget andet, det er noget integreret. Vi rationaliserer på baggrund af hvad vi føler er rigtigt.

George Lakoff bruger næsten 1,5 time på at fortælle om vores måde at bruge sproget på – ikke bare til at tale, men også til at tænke og forstå. Han slutter af med at give eksempler fra den amerikanske politiske scene. Både republikanerne og demokraterne bygger på nogle kendte familiemønstre; den strenge far og den omsorgsgivende kernefamilie. Det er lykkedes for republikanerne at anvende metaforikken langt bedre end demokraterne, og mange mennesker stemmer dermed imod deres egne interesser fordi de identificerer sig med en streng disciplin og går ind for at alle har ansvar for eget liv og lykke. Lakoff mener ikke at demokraterne overhovedet har udnyttet det potentiale der ligger i at frame sin politik rigtigt og ændre ord som “skattelettelser” til noget der ikke lyder som en lettelse af en byrde. Lakoff har hjulpet demokraternes valgkamp siden 2004.

Bagefter er der tid til spørgsmål, og Lakoff svarer villigt og godmodigt – også selvom de ikke altid er lige velgennemtænkte. Han griner selv flere gange og prøver at svare så fyldestgørende som muligt, selv efter at tiden er gået og hans guider gør tegn til at runde af, så de kan komme videre i mr. Lakoffs stramme program. Pyh, jeg var glad for at han lige kunne afsætte 2 timer til at stikke forbi KUA!

Og mht. Lakoffs lingvistikkollega, så kom hun sig over metaforen og sit brud med kæresten og er nu også ansat på Berkley University.

 

Du kan følge Lakoffs blog på The Huffington Post her: http://www.huffingtonpost.com/george-lakoff

Leave reply:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.