Hva’ nyt?/ Blog

Dette var en fordom som P1-programmet Kulturknuserne modtog fra en lytter. I den forbindelse fik jeg lov til at komme med mit bud på hvilke retoriske omstændigheder forfattere måtte tage højde for. Link til udsendelsen findes her (24.10) og nederst i dette indlæg (ca. 26 min inde).

Selvom fordommen langt fra gælder alle forfattere, så er der et meget interessant aspekt i spørgsmålet, nemlig; hvordan kan en person røre og fange os i sine bøger og så funldstændig tabe os i oplæsningen af de selvsamme ord? Svaret er at skriftlighed er meget anderledes end mundtlighed. De eksisterer begge i sproget, men forudsætningerne og omstændighederne for de to udtryksformer er vidt forskellige. Det gør at en forfatter som mestrer det skrevne ord til fingerspidserne ikke nødvendigvis også kan få ordene ud over scenekanten. I skriveprocessen er forfatteren alene, hans publikum er fraværende og har intet ansigt. Historien, sætningerne, ordene kan ændres igen og igen, og der er ikke et krav om at levere et produkt her og nu. Det er der derimod under oplæsningen. Her er der et konkret publikum, en konkret situation og et nu som ikke kommer igen. Tiden er i højere grad en faktor i oplæsningssituationen end i skrivningen, og det kræver tilstedeværelse, situationsfornemmelse og en eller anden form for udadvendthed. Samtidig er der den forskel at det er stemmen og ikke papiret der bærer budskabet. Henvendelsen fra forfatter til publikum benytter sig altså af en anden sans, nemlig høresansen og øret frem for synssansen og øret. Nogle forfattere er måske ikke bevidst om hvilke krav disse ændrede omstændigheder medfører, og de stoler derfor på at de skrevne ord i sig selv kan skabe oplevelsen.

Det er en smuk tanke, men det er desværre sjældent tilfældet. Oplæsning er nemlig en fortolkningsproces, og med fortolkning følger nogle stemmetekniske valg. Tempoet påvirker fx intensiteten og spændingsopbygningen, tryk fremhæver nogle ord frem for andre og klang er med til at skabe en enten hyggelig eller anspændt stemning. Forfatterens egen forståelse eller fortolkning af teksten vil næsten automatisk komme ud via stemmen, bevidst eller ubevidst, men kan nedtones eller optones. Men dette kræver igen en stemmebevidsthed og viljen til at tage en række aktive valg. Og hvem siger at en fx monoton oplæsning ikke er et aktivt valg fra forfatterens side? Nogle forfattere har med stor sandsynlighed også et ønske om at lade teksten forblive flertydig, sådan at hver læser får en individuel oplevelse. Læseren udfylder så at sige de tomme pladser som forfatteren efterlader i teksten, og herigennem opstår identifikationen og indlevelsen. Frygten for at afskære nogle publikummer ved at “give svaret” i oplæsningen kan få forfattere til at nedtone de tonale udsving og tage færre definitive valg i oplæsningsstilen. Men i denne beslutning fralægger forfatteren sig sit ansvar som medie. I en oplæsningssituation eksisterer teksten kun i kraft af oplæseren. Hvis han ikke påtager sig det ansvar, så lider teksten. Så fratages lytteren en oplevelse, og oplæsningen bedømmes derfor som kedelig. Det opleves som et fravær af oplevelse, hvis man kan sige det sådan. De besøgende ved Bogmessen i Forum kunne jo bare læse teksten selv, men de kommer til bogmesse for at få et ekstra lag på historien, de forventer at få et ekstraordinært indblik i hjernen bag teksten, bag ordene og forstå teksten bedre eller få udfordret den fortolkning de hidtil er nået frem til. Såvel læsningen som oplæsningen er en hermeneutisk cirkelproces; tekstens helhedsbillede stykkes sammen af småbidder, og småbidderne tildeles vægt i forhold til helhedsbilledet. Nogle oplæsende forfattere skuffer os fordi de enten ikke vil eller ikke evner at give denne ekstra dimension, føre os ind i historiens univers og hjælpe os med at stykke et helhedsbillede sammen.

I programmet ville jeg også gerne have tilføjet at visse tekster simpelthen ikke egner sig til oplæsning.  Hvis teksten ikke egner sig til oplæsning, er mit råd at forfatterne enten takker nej til at deltage i oplæsninger eller at de får en skuespiller til at dramatisere/ iscenesætte teksten i en mundtlig fremstilling – enten alene eller i samarbejde med forfatteren. Dramatisere skal her ikke forstås som at overdrive eller overintensivere teksten, men som at skuespilleren med sin stemme (bl.a. tempo, melodik, klang, artikulation og tryk) kan afdække de underliggende lag, der er i teksten. Skuespillerens job er i modsætning til forfatterens at være udadvendt og tænke på det publikum, der er her lige her og nu.

Herunder er det svar jeg sendte til Kulturknuserne forud for telefoninterviewet:

Vi forstår i høj grad indholdet af, hvad folk siger ud fra den måde, de siger det på, altså formen og stemmen. Forfatterne kan have en tendens til at blive lidt monotone i deres stemmeføring og virke indadvendte, når de læser op. Det kan skyldes flere ting:

1. Frygten for at være for højtidelig eller for fortolkende. Forfatterne vil måske ikke ødelægge læseroplevelsen ved at fortælle læseren, hvordan teksten skal forstås, hvem der er ond eller hvordan deres stemmer lyder. En læseoplevelse er jo en meget individuel sag, som man oplever alene – ligesom skriveprocessen. Derfor kan oplæsningen altså i forsøget på at være neutral også blive lidt monoton og kedelig.

2. Forfatteren kan mangle evnen til at dramatisere eller kun have ringe sans for mundtlighed. Forfattere er jo vant til den ensomme proces, det er at skrive til et ukendt og ikke-nærværende publikum. De er ikke nødvendigvis trænet i mundtlig formidling, sådan som fx skuespillere er. Skuespillere forstår at dramatisere en tekst ved at fortolke den. Dramatisere skal ikke forstås som at overdrive eller overintensivere, men som at skuespilleren med sin stemme kan afdække de underliggende lag, der er i teksten. Skuespillerens job er i modsætning til forfatterens at være udadvendt og tænke på det publikum, der er her lige her og nu. Der kommer derfor en anden udadvendthed og nærvær. Man tænker måske ikke over det, men som oplæser er man et medie. Det skal man være, for oplæsningen er en hermeneutisk handling, altså et fortolkningsarbejde. Og det er skuespillere trænet til i langt højere grad end forfattere.

Oplæsningens rolle er jo netop at viderebringe oplæserens oplevelse af teksten, så tilhørerne også får en oplevelse. Vi skal altså ikke fokusere på tekstens betydning, men på den oplevelse som teksten giver.

Note: Det er heller ikke alle bøger der er egnet til oplæsning, og forfatteren kan derfor befinde sig i en meget vanskelig situation, når han skal promovere sin bog.

Note 2: Det er ikke en medfødt gave at have sans for oplæsning – ligesom ikke alle er musikalske. Når det så er sagt, så er der jo også forfattere, der er gode til at læse op af deres egne tekster. Altså forfattere som har sans for både det skrevne og det talte sprog og som tænker på deres tilhørere.

Oplæsningsprocessen: Værk -> læser -> oplæser -> tilhørere

Oplæserens arbejde ligger især i bevægelsen fra han er læser til han bliver oplæser. Oplæseren afprøver sin egen fortolkning, når han hører sig selv læse det op. Problemet er måske, at forfatteren muligvis allerede har lagt sig fast på en bestemt lyd/ den stemme, der er inde i hovedet når man skriver eller læser, og den kan være svær at afvige fra, når man selv er så forbundet med værket. Når vi læser eller læser op, udfylder vi selv ”de tomme pladser” – altså alt det, som kun antydes i teksten. Hvis der ikke var tomme pladser, ville vi opleve litteraturen som en børnebog à la ”Her er Lotte. Lotte har en rød vandkande. Nu vander Lotte de lilla blomster”. Derfor er fortolkningsarbejdet og dramatiseringen en vigtig og nødvendig del af oplæsningen.

Klik her for at høre Kulturknuserne 8/11 2013