Hva’ nyt?/ Blog

Begravelsestaler er både dem vi husker bedst og dem vi husker dårligst. På den ene side gør præstens og de pårørendes ord umådeligt stort indtryk på os i vores fælles tilstand af sorg, afsavn, tab, fortrydelse. Samtidig er vi netop ved begravelsen opslugt af disse følelser og har derfor svært ved at kapere ordene, fokusere og koncentrere os om det sagte, om ordvalget, leveringen og rækkefølgen.

I går var jeg til min venindes morfars begravelse. Min veninde holdt som den nærmeste pårørende tale ved kisten. En tale der gjorde stort indtryk på mig. Hun er ikke retoriker, hun er ikke en erfaren taler, hun har ikke rådført sig med mig eller andre. Alligevel havde hun styr på mange af de retoriske teknikker der gør en tale rørende, flydende og værd at huske. For det første startede hun med en dyb vejrtrækning. Det er smart fordi hun dermed fik afspændt sit mellemgulv og fik kontakt til mavemusklerne som støtter vores tale, og hun var let at høre og forstå i det store kirkerum. Vejrtrækningen hjælper os med at løsne op for de knuder som voldsomme følelser som sorg eller nervøsitet kan skabe. Min veninde kendte desuden sit manuskript godt – rigtig godt! – og kunne derfor jævnligt se op og skabe kontakt med de øvrige i kirken. Der var ingen stammen, tøven eller fejllæsninger, det var tværtimod flydende, nærværende, rørende og derfor let at høre og huske.

Min veninde fortalte ikke kun om det sørgelige ved at have mistet sin morfar. Som regel roses den afdøde for alle de egenskaber han/hun har besiddet og de bedrifter han/hun har udført. Men min veninde fortalte også om morfars temperament, om dengang han rullende rundt med sin rollator havde truet en anden plejehjemsbeboer med bank fordi han havde kaldt min veninde for ”dame”. Om de gange mormor havde været nødt til at sige: ”Så er det godt, Børge!” og om de sidste par år hvor han var halvdement og mest gik op i om han havde sine smøger og sine bolscher.  Min veninde gav et sandfærdigt og helstøbt billede af sin morfar, som jeg også kendte, ved at variere brugen af sin stemme. Hun var morsom, men alligevel eftertænksom, stille og stadig bramfri, konkret i sine beskrivelser af morfars liv og dog transcenderende i sin tale om døden og det efterliv der ventede ham i Himlen.

Nogle gange skal konventioner brydes og forventninger kun halvt imødekommes, for det er i overraskelsrene og det upyntede at vi møder de sande følelser og mærker den sande taler.

R.I.P.