I sidste uge var jeg på vej til træning, da en bil svingede ind foran mig. Hans øjne var stift rettet mod bussen som fortsatte ligeud, og hans hoved fortsatte derfor med til venstre i stedet for at se til højre hvor jeg kom cyklende. Jeg spændte i kroppen og forberedte mig på kollisionen, spændte i hænderne omkring håndbremserne og holdt vejret. Jeg drejede parallelt med bilen for at undgå at blive ramt, og da jeg kunne se at det lykkedes, reagerede min stemme for fuld kraft. Jeg fik råbt noget om at han skulle se sig for og passe på og lade være med at køre så idiotisk (jeg kan ærligt talt ikke huske det, så jeg gætter bare). Men pga. alle spændingerne i min krop, føltes råbene som om jeg havde pigtråd i halsen. At dømme efter reaktionen fra de andre cyklister og fodgængere, var der rigeligt med kraft på ordene, men min krop var alligevel ikke rigtig med. Den var stadig i kampberedskab og adrenalinchok. Netop derfor føltes det så ubehageligt at bruge min stemme, og jeg var øm i halsen resten af aftenen og hele næste dag. Oplevelsen fik mig til at anerkende at cykelhjelmen er en rigtig god ide og endnu en gang at stemmen virkelig er skrøbelig. Jeg begynder at forstå hvor ubehageligt det må være for de klienter og studerende jeg har som klager over spændinger og ømhed efter længere tids tale. Hvis de har bare en fjerdedel af de spændinger jeg oplevede i min krop i sidste uge, så udsætter de halsmusklerne for et alvorligt overarbejde. Dagen efter gik med stemmehvile, nakkemassage og rolige glideøvelser på “mmm” og “haaaaaah” i et forsøg på at få stemmen tilbage på højkant. Nu er der gået næsten en uge, og jeg kan stadig mærke en lille tør plet i halsen. Måske kan man sammenligne overanstrengelsen med en fibersprængning?